Spring Consulting viser markant fremgang

2008-11-26

København-Viborg, 26 november 2008

110 ansatte og 100 millioner på kun 1 år!

Spring Consulting – det største konsulenthus i Danmark og Skandinavien, som udelukkende fokuserer på at levere konsulentydelser og løsninger baseret på SAP, lægger afstand til sine konkurrenter. Kun godt et år efter fusionen med TeamR3 fremlægger selskabet rekordregnskab og konsoliderer dermed sin position som et af landets og Nordens mest driftige SAP-konsulenthuse med sine mere end 100 ansatte specialister.

Kun godt et år efter fusionen mellem TeamR3 og Spring Consulting kan SAP-konsulenthuset melde ”fuldt hus”: Ikke alene som følge af regnskabstal, der vidner om en omsætningsstigning og vækstrate i særklasse. Men også fordi integrationen mellem de to virksomheder har fungeret over al forventning og reelt har skabt et unikt konsulenthus i både Danmark og Norden med flere end 100 specialister, som alle opererer ud fra en fælles vision om at være bedst til SAP.

Og hvor der mange andre steder kan være langt fra tanke til handling, er Spring Consulting en organisation præget af stærk resultatorientering og et stort strategisk overblik – kombineret med en alsidig forretningsmæssig ballast og indgående viden om forskellige brancher. Alt sammen noget, som i eksterne kredse betegnes som primære årsager til, at virksomheden fortsat formår at øge sit forspring i markedet på udvalgte områder – og som i interne kredse udspringer af evnen og viljen til at fremstå som én velfungerende, fusioneret enhed:

”Vores regnskabsresultater taler deres eget klare sprog om en fortsat opadgående og positiv udvikling af Spring Consulting på det danske marked. Vi har formået at skabe en konsolideret vækst på 40 pct. med DKK 100 mio. i det konsoliderede selskab, hvor overskuddet når op på DKK 14,1 mio.”, fortæller adm. direktør Kim Nielsen.

”Mindst lige så vigtigt er det naturligvis, at det på kun et år er lykkedes os at få Danmarks største og stærkeste konsulenthus inden for SAP stablet på benene, og at vi nu kan bruge vores fremadrettede kræfter på fortsat konsolidering og vækst”, fortsætter han.

”Det har været en utrolig spændende proces, hvor alle har villet meget – og har ydet meget”, supplerer direktør Claus Hornbæk Nielsen, der som en del af ledergruppen i Spring Consulting er tydelig frontfigur og primusmotor for den valgte strategiske retning.

”Derfor er det også en belønning i sig selv at vide, at vi i dag – i Spring Consulting alene – udgør godt 10 pct. af den samlede ressourcemængde af SAP-konsulenter og -specialister på det nordiske marked. Og at vi med så kritisk en viden- og talentmasse er blevet en yderst attraktiv samarbejdspartner og projektleverandør for stadig flere virksomheder på tværs af landegrænser – og for stadig flere dygtige potentielle medarbejdere og kolleger”, fortsætter Claus Hornbæk Nielsen.

”Den markante udvikling, Spring Consulting har gennemlevet over det seneste år, beror hovedsageligt på, at vi har taget skridtet fra at være kendt for mindre projektleverancer til i dag at være SAP-full service provider. Vi har med vores nuværende konsulentstab en professionel og forretningsmæssig ballast, som kun få kan matche, og som fremadrettet sørger for, at vi taler stadig mere forretning end it med vores kunder”, lyder Kim Nielsens begrundelse for firmaets fortsatte succeskurs.

”Parallelt med en vellykket fusions- og integrationsproces – og med aggressive vækstplaner om kontinuerligt at øge vores omsætning markant – har vi evnet at tage ejerskab på betydelige projekter hos lige så betydelige kunder. Vi er i dag i den absolutte top af BI-, HR- og CRM-huse i Danmark. Vi markerer os også stærkt på ERP-området. Og vi ligger meget tæt på førstepladsen som SAP-integrator i både Danmark og Norden”, indskyder direktør Claus Hornbæk Nielsen.

Der hersker bred enighed de to imellem om, at der med de nuværende takter, kun er al mulig grund til at forvente et tilfredsstillende resultat også for indeværende regnskabsår. Blandt andet en lovende ordreportefølje for 2009 giver SAP-huset et godt forretningsfundament til at fortsætte virksomhedens videre finansielle og forretningsmæssige udvikling:

”Spring Consulting kan – og skal – meget andet og mere end vokse med et tocifret procenttal om året. Det er med fuldt overlæg, at vi kalder os ”en anderledes oplevelse”. Det er vores ambition fortsat at levere præcis de løsninger, som giver vores kunder størst mulig værditilvækst i forhold til deres it-investeringer. Men det er også vores ambition at gøre hver dag til en oplevelse, når de ved selvsyn kan konstatere, at deres daglige arbejde er blevet markant forenklet”, slutter Kim Nielsen, adm. direktør hos Spring Consulting.

Om Spring Consulting 
Spring Consulting og TeamR3 fusionerede pr. 1. oktober 2007. Med ca. 350 ansatte, hvoraf de 110 er tilknyttet de danske kontorer, er Spring Consulting både Danmarks og Nordens største konsulenthus, der udelukkende fokuserer på at levere konsulentydelser og løsninger baseret på virksomhedssystemet SAP.

Fusionen er skabt ud fra en fælles vision om at være bedst til SAP – i Danmark og i Norden – samt en fælles devise om at ville skabe værdi gennem nærhed og styrke.

Spring Consulting er en stærk, professionel partner med både faglig og økonomisk styrke til at håndtere komplekse leverancer af høj kvalitet. Konsulentstaben arbejder tæt sammen i et unikt fagligt netværk på tværs af den skandinaviske organisation, og som den eneste virksomhed er Spring Consulting akkrediteret Nordic SAP Partner samtidig med, at selskabet i hvert land er SAP Service Partner.

Spring Consulting er ejet af EDB Business Partner – et af Nordens største it-selskaber.

For yderligere oplysninger kontakt:
Claus Hornbæk Nielsen
T: 40 20 26 64
E:  claus.nielsen@springconsulting.com
Eller
Kim Nielsen
T: 22 72 72 22
E: Kim.Nielsen@springconsulting.com