KMD køber produkt af danske Spring Consulting
2008-04-24
Spring Consulting har udviklet et state-of-the-art workflowsystem til automatisk fakturahåndtering, som ikke alene har gjort konsulent- og udviklingshuset til Danmarks største leverandør af netop den slags systemer, men som nu også har udmøntet sig i et salg af løsningsrettighederne til KMD.
”Vi ser et stort potentiale i markedet for automatisering og effektivisering af interne processer i virksomheder og vurderer samtidig, at netop dette produkt fra Spring Consulting har bredden og dybden til at blive lanceret i såvel den resterende del af Norden som på det internationale marked”, lyder meldingen fra International Business Manager Lars Sønderby, KMD.
”Der er tale om et produkt af en så overlegen teknisk funktionalitet med mindst lige så åbenlyse forretningsmæssige besparelser – og dermed fordele – til følge, at vi har valgt at erhverve produktrettighederne med henblik på at integrere løsningen i vores portefølje af ISV-produkter, som vi markedsfører og sælger”, supplerer direktør Ole Jensen, KMD.
”Løsningen er delvist integreret i vores SAP-baserede økonomiløsning til den kommunale sektor, hvor den i fremtiden vil komme til at behandle op til 7½ million fakturaer årligt – den mængde, som kommunerne i dag kører igennem KMD’s forskellige systemer”, vurderer Lars Sønderby, KMD.
”Samtidig er det væsentligt for os, at produktet allerede i dag har vist sin bæredygtighed rent internationalt via et salg i 2007 til den store tyske sygehuskoncern VZE i Berlin, som har vurderet det til at være det bedste bud på en elektronisk fakturahåndteringsløsning til SAP. Koncernen har for nyligt taget produktet i brug og forudser et stort effektiviseringspotentiale af deres samlede fakturahåndtering”, uddyber Lars Sønderby.
”På det danske marked er der i dag en række virksomheder, som benytter sig af tidligere versioner af løsningen, herunder store, anerkendte flagskibe som Carlsberg, Novozymes, ARLA Foods og Danfoss, hvor sidstnævnte blandt andet fremhæver, at det er en løsning, der har tjent sig ind på mindre end ½ år. Vi vil imidlertid gerne dække markedet bredere med løsningen og har vurderet, at international succes er betinget af en større partner og partnerkanal, der ikke alene er vant til at markedsføre, distribuere, supportere og vedligeholde software, men som samtidig vil kunne sørge for en kontinuerlig forædling af produktet og den dertil hørende standardpakke”, udtaler adm. direktør Kim Nielsen, Spring Consulting.
”At et salg af produktrettighederne så er tilfaldet netop KMD skyldes dels deres stærke position på markedet og dels vores mangeårige relationer og fælles erfaringer fra lignende samarbejder. KMD har et unikt serviceapparat, som vil sikre produktet succes også udenfor Danmarks grænser.”, fastslår Kim Nielsen, Spring Consulting.
”Fakturahåndteringsløsningen, som pt. er kendt i markedet under navnet Smart’NVOICE, har stort potentiale som add-on til SAP’s løsninger internationalt, fordi den via systematik og opstilling af regler opdaterer og udfører udvalgte arbejdsgange helt automatisk og fuldt integreret med SAP. Løsningen holder fokus på at optimere arbejdet og giver et unikt overblik over igangværende sager. Den frigør en større mængde ressourcer, foretager samtidig en værdifuld fejlminimering i forhold til de interne processer og øger sporbarheden i forhold til revisionen”, udtaler produktansvarlig Ove Andersen, Spring Consulting.
”Derudover formår løsningen i princippet at gøre en hel organisation til daglige brugere af let forståelige og åbenlyst forretningsunderstøttende it-løsninger, idet løsningens fleksibilitet sikrer, at funktionaliteten følger med, efterhånden som virksomhedens it-infrastrukturer ændres/modnes, kunde-/leverandørforholdet styrkes gennem elektronisk samhandel, eller virksomhedens brug af SAP-komponenter udvides. Løsningen er opbygget i moduler, således at man f.eks. kan modtage fakturaer i forskellige formater (manuelt eller elektronisk), gøre brug af forskellige arkiveringssystemer, opnå godkendelse via SAP workflow integreret med SAP’s organisationsstyring eller via manuelt vedligeholdte hierarkier. Eller sagt anderledes kort og præcist: Der er her tale om en løsning, som i en forandringsvillig virksomhed slet og ret sørger for, at der spares penge”, pointerer Ove Andersen, Spring Consulting.
Om KMD
KMD A/S er den største danskejede it-virksomhed, og står bag en række af danmarkshistoriens største it-projekter som for eksempel it-kommunalreformen, Nemkonto, Netborger, e-boks og lønadministration til Københavns Kommune.
KMD indgik i 2005 en strategisk samarbejdsaftale med SAP og vil i fremtiden basere hovedparten af sine løsninger på SAP’s platform. Som del af denne strategi vil KMD opbygge et internationalt salg af softwareprodukter til SAP’s globale kundeportefølje. Se mere på www.kmdinternational.com/invoice
Om Spring Consulting
Spring Consulting er et af Danmarks mest driftige og største SAP-konsulenthuse med mere end 90 medarbejdere, som tilpasser og videreudvikler det integrerede standardsystem SAP. Spring Consulting er på nordisk plan det største SAP-konsulenthus med mere end 350 medarbejdere.
Blandt Spring Consultings store og brede kundebase, der er fordelt på såvel offentlige som private organisationer, ses mere end 45 af Danmarks mest velrenommerede virksomheder.
For yderligere informationer kontakt:
KMD A/S: International Business Manager Lars Sønderby
Tlf.: 44606576, lsy@kmd.dk
www.kmdinternational.com
Spring Consulting: Direktør Kim Nielsen
Tlf.: 22 72 72 22, kim.nielsen@springconsulting.com
www.SPRINGCONSULTING.com



